Færre biler bliver stjålet i Silkeborg

Antallet af biltyverier i Silkeborg Kommune er halveret de seneste år, skriver netavisen mja.dk.

Fra 2009 til 2013 er antallet af årlige tyverier af køretøjer faldet fra 264 til 126 – og indtil videre er der meldt om 51 stjålne køretøjer i år, så det tyder på yderligere et fald.

Moderne biler har tyverisikringer der gør, at de i de fleste tilfælde slet ikke kan starte, hvis man ikke har nøglen.

Mogens Rubech fra politiet i Silkeborg siger til netavisen, at det mest er ældre biler, der bliver stjålet – og der er også tilfælde hvor tyven finder bilnøglen under et indbrud, eller hvor en bilhandler ikke får sin bil igen efter en prøvetur.

Silkeborg Kommune er ifølge FDMs medlemsblad Motor nummer 81 ud af landets 98 kommuner, når man ser på hvor der stjæles færrest biler.