Jyske Bank Foto: Jyske Bank

Jyske Bank skal sætte prisen ned

Jyske Bank kan fremover blive tvunget til at nedsætte prisen for en almindelig lønkonto. Det er nye regler fra erhvervs- og vækstministeren, der er lægger loft på gebyrerne

Jyske Bank opkræver i dag 925 kroner i gebyr for oprettelse af en almindelig lønkonto. Herefter koster det 200 kroner om året at holde kontoen åben. De priser vil erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) nu se reduceret. Han vil nemlig lægge loft på priserne til en enkel lønkonto og holde øje med priserne på en udvidet lønkonto med adgang til netbank.

En enkel lønkonto uden netbank må fremover maksimalt koste 180 kroner om året. Prisen skal inkludere minimum en gratis transaktion i banken per uge. Jyske Bank er den eneste af landets fem største banker, der i dag ligger over beløbsgrænsen for en basal konto.

Stammer fra EU
Erhvervs- og vækstministerens forslag kommer på baggrund af en arbejdsgruppe, der blev nedsat i 2012 på baggrund af et direktiv fra EU-kommissionen om borgernes adgang til en basal lønkonto.

- Jeg synes, at arbejdsgruppen har fundet frem til en god model, som slår fast, at bankerne har et socialt ansvar over for samfundsgrupper med en lav indkomst, udtaler Henrik Sass Larsen i forbindelse med præsentationen af modellen.

Arbejdsgruppen tog overvejelser om beløbsgrænser med ind i arbejdet, da Danske Bank i begyndelsen af 2013 annoncerede, at en almindelig lønkonto fremover skulle koste penge.

EU-direktivet omkring adgang til en enkel lønkonto skal være gennemført senest den 18. september 2016.

- Jeg vil nu igangsætte det nødvendige lovarbejde med henblik på at følge op på arbejdsgruppens anbefalinger, siger Henrik Sass Larsen.