Rendegraver

Rendegraver ramte ind i Viborgvej

En rendegraver, der i går morges blev transporteret på en sættevogn, stødte kl. 8.40 på Viborgvej, da sættevognen kørte ad Nordre Ringvej, hvor den bliver ført under Viborgvej.

Rendegraverens arm var ikke sænket helt, så totalhøjden på vogntoget var 4,60 meter, hvilket var mere end frihøjden mellem Nordre Ringvej og Viborgvej. Derfor ramte armen broen, hvilket resulterede i flyvende betonstykker, de største på størrelse med mursten.

Den 37-årige chauffør, der stammer fra Bryrup, er nu sigtet for belæsning, da en højde over fire meter ikke er tilladt. Det var ejeren af rendegraveren, der havde kørt den op på sættevognen, men det er chaufførens ansvar, at den er korrekt læsset.

- Vi vurderer de her sager ret alvorligt, fordi man har nogle gange set, at de har raget hele gangbroer ned, så det er vigtigt, at de får tjekket højden, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Politiet i Silkeborg beskriver det som en dum menneskelig fejl, da der var rigeligt med plads på sættevognen til at sænke armen.

Kommunen havde i går en sagkyndig synsmand ude for at kigge på broen, og han vurderede, at der ikke er sket store skader, men der vil naturligvis være noget beton, der skal repareres.