Grøntsager

Kommunen vil kende dit sundhedsniveau

Silkeborg Kommune vil gerne vide, hvor sund du, dine naboer og dine kolleger er, og hvad I gør for at blive sundere.

Frem til den 3. november kan du nu nominere personer, virksomheder eller institutioner, der gør noget særligt for sundheden. Det er Sundhedsprisen 2014, der skal uddeles af sundheds- og forbyggelsesudvalget.

- Der er rigtig mange, som er gode til at passe på sig selv og træffe sunde valg i dag. Og heldigvis er der også nogle, der hjælper andre og giver dem mulighed for at leve et sundere liv. Det er disse hverdagshelte, vi gerne vil hylde med sundhedsprisen, fortæller Elin Sonne, formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget.

Måske er du med i en nabo-løbeklub eller din bedste ven kan få alle til at stoppe med at ryge. I så fald kan du læse mere om, hvordan du nominerer din ønskede kandidat på Kommunens hjemmeside.

Sundhedsprisen er på 10.000 kroner og en kunstgenstand fra en lokal kunstner. Prisen vil blive overrakt den 17. december i forbindelse med BSVs hjemmekamp mod Ribe-Esbjerg.