Målscorer Robert Skov Foto: Ulla Myrhøj

SIF videre i pokalen

I aftes spillede Silkeborg IF sig sig videre i DBU Pokalen med en sejr på 4-0 over Rødovre.

Dejligt med en sejr. Også selvom Rødovre til daglig kun spiller i Københavnsserien.

Træner Jesper Sørensen siger til SIFs hjemmeside, at han er tilfreds med, at Rødovre blev afholdt fra at få sig spillet til nogen chancer, og at han er glad for spillernes fokus kampen igennem.

Det første mål blev først scoret efter 39 minutter. Og det var lige lovlig længe, erkender Jesper Sørensen.

- Vi havde chancerne, og det er let at lade sig stresse, når de ikke bliver omsat i sådan en kamp som denne. I dag tog det lidt længere tid, men spillerne holdt fokus, siger SIF-træneren.

Silkeborg IFs mål blev scoret af Robert Skov, Jeppe Illum, Nicolaj Agger og Frans Dhia Putros.

Næste opgave for SIF er på mandag, hvor vi skal forsøge at få vores første sejr i Superligaen i denne sæson. Det sker på udebane mod AaB.