Hash

Tre påvirkede bilister standset i går

Politiet i Silkeborg fik i går fjernet tre påvirkede bilister fra byens gader og stræder.

Klokken 11.15 blev en 31-årig mand fra Nørre Snede standset på Frederiksberggade. Manden var ikke påvirket af spiritus, men var til gengæld umiddelbart påvirket af euforiserende stoffer.

Manden blev taget med på sygehuset til en blodprøve og løsladt igen.

Klokken 16.55 var den så gal igen, da politiet rutinemæssigt standsede en 57-årig mand fra Mårslet på Bregnevej.

Manden blæste politiets alkometer op over det tilladte niveau, så han blev ligeledes taget med til en blodprøve.

Ud på aftenen fik politiet så fat i en tredje bilist, der var påvirket.

En 23-årig mand fra Silkeborg blev klokken 20.50 standset på Kærsgårdsvej og testet positiv for hash, så han blev ligeledes kørt til en blodprøve.