Casper Mouritsen Casper Mouritsen

Byrådsmedlem Casper Mouritsen skifter til Venstre

Byrådsmedlem og løsgænger Casper Mouritsen har nu fundet sit nye parti, efter han i midten af september forlod Socialdemokraternes byrådsgruppe.

På et møde i mandags besluttede Venstres byrådsgruppe i enighed at acceptere Casper Mouritsens ønske om at blive en del af Venstre og byrådsgruppen. Det glæder den 22-årige politiker.

- I mandags blev der sagt flere rosende ord om min person og mit politiske virke, end det nogensinde har været tilfældet hos Socialdemokraterne. Det siger måske meget godt, at jeg var fejlplaceret, og at beslutningen har været den rigtige, siger Casper Mouritsen.

Casper Mouritsen beskriver sin egen tilgang til politik som pragmatisk og løsningsorienteret, og ifølge ham er Venstre det eneste parti, der kan rumme den tilgang. Men skiftet har været svært.

- Jeg var kun et barn, da jeg blev socialdemokrat, og jeg må erkende, at som årene er gået, er det blevet mere og mere tydeligt for mig, at det ikke var der, jeg hørte hjemme. At bryde med partiet var svært, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved min troværdighed. Derfor fortryder jeg meget, at skiftet ikke skete før, så den mistro ikke var opstået, siger Casper Mouritsen.

Venstre glæder sig
Hos både borgmester Steen Vindum (V) og gruppeformand for Venstres byrådsgruppe, Poul Dahl (V), er der glæde over det nye medlems ankomst.

- Jeg kender ham som et godt og et ordentligt menneske, som jeg vil glæde mig til at arbejde endnu tættere sammen med. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg tror mange af os så ham som værende fejlplaceret, langt før det nok selv gik op for ham og derfor glæder det mig meget at få ham med på holdet, siger borgmester Steen Vindum.

Poul Dahl er enig i den betragtning om Casper Mouritsens naturlige tilhørsforhold og politiske tilgang.

- Jeg har hele tiden betragtet ham som en løsningsorienteret og pragmatisk tænkende politiker, som jeg hele tiden har kunnet se som medlem af Venstres byrådsgruppe, siger gruppeformand Poul Dahl.

Efter skiftet kommer Venstre op på 11 af byrådets 31 pladser.

Casper Mouritsen er med i nærdemokratiudvalget samt plan-, miljø- og klimaudvalget.

Hvad tænker du om politikernes partiskifte? Kommenter gerne nedenfor eller på Silkeborg Nyts Facebook-side.