Basketball Fritidsparken blev til på initiativ fra blandt andre Gødvad Idrætsforening, Dybkærskolen, Gødvadskolen samt de lokale boligforeninger på Arendalsvej.

Fritidsparken Arendal videre i konkurrence om 100.000 kroner

Sports- og Fritidsparken Arendal er gået videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris og de tilhørende 100.000 kroner.

Flere end 200 forskellige initiativer var i begyndelsen nomineret rundt om i Danmarks Radios ni P4-regioner. DR P4 uddeler prisen sammen med Danmarks Idrætsforbund og E-boks. I P4 Østjyllands region var der i første omgang 25 nominerede, de blev tidligere på måneden kogt ned til tre, hvor af én regional repræsentant skulle vælges. Valget foregik ved afstemning på internettet.

Hver af de ni regioner har du valgt deres respektive repræsentant, og Fritidsparken Arendal skal altså repræsentere Østjylland.

Gavner det lokale
Danskernes Idrætspris går til et initiativ, der i særlig høj grad har gavnet den lokale foreningsidræt.

Præmien er på 100.000 kr. Pengene går til et nyt idrætsinitiativ i hjemkommunen for det vindende initiativ. Hvilket initiativ, bestemmer kommunalbestyrelsen.

Den endelige vinder af Danskernes Idrætspris bliver afsløret 10. januar 2015 ved tv-showet Sport 2014 i Boxen i Herning.

Vinderen bliver valgt af Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse.