Post Foto: Esben Stenfeldt

Døgnrapport: Tyveri og fyrværkeri

Politiets døgnrapport fra i går indeholder anmeldelser om tyveri af forskellig slags, graffiti og hærværk mod en postkasse.

I tidsrummet fra tirsdag klokken 12-14 blev en 33 kg tung gasflaske stjålet fra Hjøllund ungdoms- og forsamlingshus på Vejlevej i Lille Hjøllund. Gasflasken har en værdi af 1000 kroner.

En tyv fik ikke et særligt godt udbytte, da han i går stjal fra et ikke aflåst skab i et omklædningsrum på  Lyngbygade. Et bundt husnøgler og et par sort/grå stofhandsker blev det til. Værdien er ikke opgjort.

Silkeborg Boligselskab har anmeldt to tilfælde af graffiti på Funder Bygade. En yderdør og en væghængt udendørslampe er blevet sprayet med sort maling. Hærværket blev begået mellem tirsdag middag og onsdag morgen.

Post Danmark har anmeldt hærværk mod postkassen på D. Christensens Vej i Kjellerup. I tidsrummet fra fredag den 21. klokken 18 til tirsdag klokken 18 er postkassen sprængt i stykker med et kanonslag. Den indeholdt umiddelbart ingen breve.