Politiuniform Foto: www.politi.dk

Døgnrapport: Tyveri fra blandt andre politiet

Politiet fik i går anmeldelse om seks tilfælde af tyveri. I det ene tilfælde var det politiet selv, der blev bestjålet.

Da politiet i aftes kl. 23.11 skulle pakke sammen efter redningsindsatsen ved færdselsuheldet på Kejlstrupvej, manglede der seks blå blinklys af skildpadde-modellen. Det er en model blinklys, der er meget små, flade og kan holde til at blive kørt over.

En 15-årig pige blev i går kl. 11.46 taget for butikstyveri i Føtex på Torvet. Den 15-årige piger, der kommer fra Randers, havde gemt noget chokolade under sin bluse. Det blev hun opdaget i, så politiet blev tilkaldt. Pigens pårørende og de sociale myndigheder blev også kontaktet, og så blev pigen ellers sigtet og afhørt for butikstyveriet.

En 23-årig mand fra Silkeborg blev i går kl. 14.48 taget i Netto på Godthåbsvej for butikstyveri. Manden var i besiddelse af en masse forskellige varer, han ikke havde betalt for, blandt andre tandpasta, hudcreme, balsam, shampoo, slik og sodavand. Der var for 414 kroner i alt.

Klokken 17.45 i går fik ejeren af en knallert sin styrthjelm og sorte motorcykelhandsker stjålet, mens knallerten holdt ved Netto på Borgergade. Hjelmen var rød og sort og af mærket MT.

Bestilleren af fire vinterdæk fik aldrig sine varer, der ellers blev leveret på bestillerens adresse onsdag middag af fragtmanden og stillet ved en port. I tidsrummet fra onsdag kl. 13 til torsdag kl. 15 blev vinterdækkene stjålet fra adressen på Linåvej. Der er tale om fire 15" Firestone vinterdæk til en værdi på 2000 kroner.

En 53-årig mand fra Silkeborg blev mandag kl. 17.15 taget i butikstyver i Kvickly på Søtorvet. Manden havde stjålet en trøje til en værdi af 180 kroner.