Ny BSV-direktør fundet

Efter seks sæsoner i BSV valgte Frank Lajer at søge nye udfordringer i efteråret. Siden har bestyrelsen arbejdet på at finde hans afløser. Det er nu lykkedes. Jesper Schou skal være ny administrerende direktør for Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold A/S senest pr. 1. marts 2015.

- Jesper kommer med en flot karriere indenfor finanssektoren i bagagen, og har tidligere også begået sig som håndboldtræner på øverste niveau, så han kender til det game, han nu går ind til. Desuden har han været med i opbygningsfasen af det daværende Hjørring IF – nu Vendsyssel FF – og har derfor erfaring med såvel det økonomiske, sponsordelen, foreningslivet, og de uundværlige frivillige, der samlet set også bygger rammerne for de optimale sportslige resultater i Bjerringbro-Silkeborg, siger bestyrelsesformand Kjeld Morsbøl.

Brænder for det
- Jeg har været igennem en spændende og udfordrende udvælgelsesproces, og kom gennem nåleøjet til jobbet, som jeg bare brænder for at komme i gang med. En klub med styr på det organisatoriske, stærkt sportsligt set-up, en erfaren og veldrevet administration, et enormt netværk af spændende virksomheder og sponsorer og så alle de fantastiske frivillige – så lad mig komme i gang, siger BSVs kommende 45-årige direktør.

Jesper Schou kommer fra et job som Erhvervskundedirektør i Nordea i Erhvervscenter Østjylland, bor i Virklund ved Silkeborg, er gift og har 3 børn.

Jesper Schou tiltræder i Bjerringbro-Silkeborg senest den 1. marts 2015.