Toft Foto: Esben Stenfeldt

Rambuk-indbrud hos Toft i nat

Minimum to gerningsmænd kørte i nat en sølvgrå BMW stationcar ind i facaden hos Toft på Vestergade.

Klokken 03.08 gik alarmen ved Toft, da indgangsdøren blev åbnet og delvist knust med to europaller, der blev brugt som rambukke foran BMW'en.

Herefter løb to hætteklædte mænd frem og tilbage mellem butikken og bilen nogle gange,  hver gang med tøj i armene. Tøj af mærkerne Replay og Hilfiger. Det er endnu ikke opgjort, hvor meget de to slap af sted med.

Politiet kan se på videoovervågningen, at de to mænd kørte fra stedet igen klokken 03.12, altså fire minutter senere.

Det var inden politiets patrulje nåede frem til stedet, så gerningsmændene er på fri fod.

Den anvendte BMW var monteret med nummerpladen JW 21 719.

Har du set eller hørt noget i nat, eller har du set bilen, så vil politiet meget gerne høre fra dig på telefon 114.