Rødhætte: Tillykke Mads Skjern

For lidt over et halvt år siden, gik Mads Skjern forbi Varnæs-residensen og installerede sig i en mere ydmyg bolig med knap så prangende møbler, her i byen.

Modsat den oprindelige version af Matador, så var hele Korsbæk i lykkelig ekstase. (I hvert fald dem uden Herning-gener og ondt i røven). For byen havde sådan set fået skide meget nok af de selvfede fornemmelser nede omkring havnen og i særdeleshed hos Damernes Magasin, som ikke driver forretning med hjertet, men udelukkende tænker kroner og ører og magtliderlighed.

Vi savnede nogen, som faktisk gad (med hjertet) at sende balsam ud af vores højtalere. Vi savnede nogen, som gad byen og som vidste hvad vi ville have.

Og det gør Mads Skjern. Helt uden drama og helt uden fine fornemmelser, slog han sig atter ned i vores bette by og gav os stemmerne tilbage.

Den lokale tv-station var selvfølgelig på banen med det samme. Forståeligt nok. For på trods af, at Varnæs-residensen og deres trofaste følge faktisk havde hældt en tsunami af iskold urin ned ad ryggen på indbyggerne og på Mads Skjern nogle måneder forinden og bedt Mads om at skride ud af det store fine palæ, så kunne de selvfølgelig ikke håndtere, at Mads vendte hjem til byen igen. Og denne gang med en endnu større kuffert. Selvfølgelig kunne de ikke det. (Fandeme da også noget svineri, at han er i besiddelse af pissemeget talent. Det kan jeg da godt se...)

Så nede i Damernes Magasin strammede Hr. Arnesen slipseknuden, smøgede ærmerne op, og knaldede en konkurrerende radiostation op. Egentlig ikke fordi han havde hjertet med i det, men udelukkende fordi ”det ikke skulle hedde sig”. Og da borgerne om aftenen tændte fjernsynet for at se indslaget om den lokale radiokrig, tonede Hr. Schwann stolt frem på skærmen med et diktat.

Han var stolt af at være Hr. Arnesens førstemand og talsmand. Ingen tvivl om det. Med en imponerende indlevelse, forsøgte han at bilde borgerne ind, at Damernes Magasins nye radiostation såmænd havde været længe undervejs. For borgerne havde jo savnet frekvensen. Hvilket var det største og mest ydmygende selvmål, for gu' havde vi da ikke det. Det er en skide frekvens. Ikke andet. Den er på ingen måde magisk, så bare fordi man i et anfald af panik, ømme bristeklare hæmorider og såret stolthed, propper nogle stemmer ind på den, betyder det jo sådan set ikke, at folkets ønsker går i opfyldelse.

Vi savnede stemmerne. Ikke frekvensen. Og vi fik stemmerne.

Midt i flytterod og fra en lejlighed på første sal, kunne vi igen høre Mads Skjerns vidunderlige rolige stemme.

Det var bedre end sex på Tjener Boldts briks i baglokalet og Korsbæk-borgerne jublede. Og de jubler stadig her et halvt år senere. For Mads har for længst pakket den sidste flyttekasse ud. Kunderne strømmer til i Skjerns Magasin, fordi de får det de vil have: Kvalitet leveret med et smil, som kommer helt inde fra hjertet. (Og lad mig indskyde; nutidens Mads Skjern er faktisk ikke et homofobisk røvhul).

Det kan sgu godt være, at Varnæs-hytten er stor og har mange værelser, men gæstfrihed er der ikke meget af. Hvilket nok også forklarer trængslen hos Mads. Her er der ganske givet kun én etage, men til gengæld er der så meget hjerterum, at flertallet med glæde klemmer sig ind og står som sild i en tønde. Og hvem fanden har egentlig også brug for at sidde ned ved spisebordet i den fine kolde spisestue, når man kan hygge sig i Danmarks übersejeste klubhus?

Dagens morale er: Det kan godt være, at verden er fuld af muligheder, når man har røven fuld af penge. Men man kan aldrig købe sig til folkets hengivenhed.

Hr. Schwann udtalte i starten af radiokrigen: ”Let the best man win”.

Mrm, han vandt for længe siden.

Din Radio Silkeborg; jeg elsker jer! I drager mig! Og jeg glæder mig til de næste mange halvårsdage sammen med jer. Møgstort tillykke!