Resenbrokrydset Foto: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet prøver alt i Resenbrokrydset

Vejdirektoratet arbejder intenst på at afhjælpe situationen, fortæller projektchef Carsten Sandgaard.

- Vi vender hver en sten for at formindske køerne. Vores bedste værktøj er at justere grøntiderne i Resenbrokrydset og vurdere opbygningen af krydset igen. Vi holder nøje øje med udviklingen og har folk på stedet derude, så vi kan følge med i udviklingen, siger Carsten Sandgaard.

Mange trafikanter tænker måske, at Vejdirektoratet vel bare kan lade det være grønt i meget længere tid i Resenbrokrydset, men det gør faktisk situationen værre, forklarer Carsten Sandgaard.

- Vi har faktisk forsøgt, men det viste sig, at venstresvingsbanen i Resenbrokrydset fra Linåvej og ind på Århusvej blev fyldt helt op, og biler blokerede for trafikken, der skulle ligeud. Så det forværrede faktisk situationen. Den optimale grøntid er cirka 60 sekunder, viser vores forsøg. Men vi justerer hele tiden på det, og vi er måske klogere i næste uge, siger projektchefen.

Carsten Sandgaard forstår godt, at trafikanterne er trætte af køerne. Men de trafikale problemer ved Silkeborg er langt fra nye.

- Jeg kan sagtens forstå, at folk er trætte af at sidde i kø på Linåvej og Østre Ringvej. Vi skal bare huske på, at det har de gjort i mange år og ikke fordi, vi har åbnet motorvejen. Desværre løser vi ikke alle problemerne ved at åbne motorvejen mellem Låsby og Hårup. Der er ikke plads til trafikken på vejene omkring Silkeborg. Det kommer ikke som nogen overraskelse, og det er jo derfor vi bygger motorvejen, siger Carsten Sandgaard.