Smalt nederlag til SIF

Det lykkedes heller ikke SIF i den syttende og sidste kamp i efterårsprogrammet at få den sejr, vi så hårdt har brug for.

I går tabte vore hårdt prøvede fodboldhelte på udebane mod Brøndby med 0-1.

Græsset på stadion var skandaløst ringe, og det samme var dommeren. I pausen satte lysanlægget på stadion ud, og forsinkede kampen i over 45 minutter.

Bare man kunne skyde skylden på det smalle nederlag på de ting, men symptomatisk for sæsonen var årsagen igen vore angriberes manglende held og evne foran mål, der blev afgørende.

Nu går vi på vinterferie, og skal spille næste kamp den 22. februar. Med os har vi fire point og et gab på 15 point op til OB over nedrykningsstregen.