Politiuniform Foto: www.politi.dk

Døgnrapport: Pølsevogn og postkasse ramt

En sprængt postkasse og indbrud i pølsevognen ved Center Nord er blandt anmeldelserne, der er indløbet hos politiet fra tirsdag til onsdag morgen.

Pølsevognen ved Center Nord fik i tidsrummet fra mandag klokken 18 til tirsdag klokken 11 adskillige varer stjålet ved et indbrud. Gerningsmanden eller -mændene kom ind ved at bryde døren op med et koben. Herefter blev der stjålet fire kasser med halvliters cola, 28 cocio, 20 ice tea, fire kasser pølser og en kasse med pølsebrød.

I aftes blev en Iphone 5 stjålet fra en Citroën C1, der stod parkeret ved Højskolen på Platanvej. I tidsrummet fra klokken 18 til 19.30 blev en siderude i højre side knust og den sorte Iphone 5 stjålet.

Post Danmark mistede i tidsrummet fra mandag klokken 14 til tirsdag morgen klokken 08 en postkasse på Stockholmsvej. Postkassen blev sprængt i stykker med et kanonslag. Post Danmark har ikke meddelt politiet om eventuelle breve i postkassen.

NHS Maskinfabrik på Bergsøesvej var om natten mellem mandag og tirsdag udsat for indbrud. En rude blev aflistet i porten, hvilket gav adgang til lokalerne, men der blev ikke umiddelbart stjålet noget.