Politibil Foto: www.politi.dk

Tricktyve forsøgte sig på Gunilslund

To mulige tricktyve forsøgte tirsdag at narre en 100-årig kvinde til at udlevere sine penge til dem. Det blev ved forsøget.

De to kvinder kom ind i lejligheden hos den 100-årige på Gunilslund omkring klokken 16.50 i tirsdags.

Kvinderne udgav sig for at komme fra hjemmeplejen og fik på den måde adgang til lejligheden.

De to mulige tricktyve ville have den 100-årige kvinde til at drikke noget saftevand, men først skulle de købe noget koncentrat, så beboeren skulle give dem penge til indkøbet.

Den 100-årige forklarede, at hendes søn plejede at købe saftevand, så det var ikke deres opgave.

Den besked fik de to falske hjemmehjælpere til at gå lidt rundt i lejligheden og kigge sig omkring, og ved 16.55-tiden smuttede de fra stedet igen.

Beskrivelsen af de to lyder som følger:

Begge er cirka 50 år gamle.

Den ene var kraftig af kropsbygning, havde kort, brunt hår, talte dansk og var iført en lys bluse og mørke bukser.

Den anden beskrives blot som almindelig af kropsbygning.

Har du set de to kvinder eller mistænkelig adfærd omkring tidspunktet, så vil politiet gerne høre fra dig på telefon 114.