Benjamin Jakobsen siger farvel til BSV

Benjamin Jakobsen og Bjerringbro-Silkeborg er blevet enige om at ophæve Benjamins spillerkontrakt et år, før den udløber.

Det betyder, at Benjamin Jakobsen stopper i klubben efter denne sæson.

Benjamin har gennemgået 2 operationer og er i gang med et omfattende genoptræningsprogram efter disse, så han igen bliver klar til at spille tophåndbold.

Han siger i en pressemeddelelse, at han er i gang med et større genoptræningsforløb, og ønsker i den forbindelse at stå helt frit i forhold til, hvordan det skal forløbe.

”Jeg har haft nogle rigtigt gode år i klubben, hvor jeg blandt andet har spillet Champions League. Så jeg er glad for de mange, gode oplevelser, der har været i den sorte trøje” udtaler Benjamin Jakobsen.

Adm. dir. Frank Lajer siger om Benjamin Jakobsen, at han altid har givet den fuld gas til træning og kamp for BSV.

” Men nu har vi sammen med Benjamin fundet det bedst for begge parter at stå frit til sommer. Så vi vil gerne takke Benjamin for den helhjertede indsats og ønsker ham god vind fremover i håndboldkarrieren”