Støtten til parkeringskælderen smuldrer

Byrådsmedlem for Socialdemokraterne Rune Dreier Kristensen og den lokale LO-formand Viggo Thinggaard vakler i støtten til parkeringskælderen under Torvet.

De to siger i en pressemeddelelse, at de vil have klarhed over, om det er selve matriklen – altså selve Torvet i Silkeborg vi sælger, eller om det kun er undergrunden.

Hvis man læser udbudsmaterialet igennem, står der sort på hvid, at det er selve matriklen Torvet, der skal sælges. Og det går jo ikke, siger Rune Kristensen.

- Jeg vil være helt sikker på, at det kun er undergrunden, der sælges. Ellers kan jeg ikke støtte planerne. Man kan jo ikke sælge byens torv, siger han.

Bekymring for handelslivet

Rune Kristensen udtrykker også bekymring for det trængte lokale handelsliv.

Og det er en bekymring der deles af formanden for HK Østjylland, Viggo Thinggaard.

Han siger at det netop var hensynet til detailhandelen, der hidtil har fået ham til at gå ind for parkeringsprojektet.

- Det gør jeg fortsat, men det kræver nogle særlige tiltag i forhold til handelslivet. Vi må se i øjnene, at der er sket meget, siden planerne kom frem, og som det lokale handelsliv har det nu, vil der fremover blive behov for en politisk håndsrækning og nok mindre behov for en længere periode med et opgravet Torvet.

Derfor vil jeg være helt sikker på, at politikerne er parate til at gøre noget ekstraordinært for detailhandelen og dermed afbøde de problemer, projektet vil medføre i en periode, siger Viggo Thinggaard.

Ønsker en debat om hvad vi vil

Viggo Thinggaard ser gerne en mere overordnet debat om, hvad vi vil med detailhandelen og om, hvordan man kan støtte i en tid, hvor handelslivet presses af nethandelen. Både Viggo Thinggaard og Rune Dreier Kristensen betegner sig som tøvende tilhængere af parkeringskælderen, men kun hvis der i forbindelse med projektet bliver øget fokus på detailhandelens vilkår, og kun, hvis de får sikkerhed for, at det er undergrunden og ikke matriklen Torvet, der sælges.

Bekymringen er unødig

Borgmester Steen Vindum siger i en kommentar til mja.dk, at han ikke 100 procent kan sige, hvor ejerforholdet går til, men at han stærkt går ud fra, at man godt kan sælge en grund, så overfladen tilhører en person, og undegrunden en anden.

Han mener, at Rune Kristensen og Viggo Thinggaard gør sig unødige bekymringer om Torvet.