Rødhætte: Velkommen 2015

Velkommen til 2015!

Det havde jo været oplagt at skrive en lille ”året der gik”, men det er i skrivende stund d. 1. januar, og mit legeme er på ingen måder i stand til at spole båndet tilbage og finde highlights lige nu.

Men så er det jo godt, at vi har Facebook. For hold nu kæft en tendens, der har bredt sig i de sidste par dage. Det har nærmest været som at sidde på første række til Dronningens Nytårstale. Jeg skal da lige love for, at slutningen på året kunne få folk til tasterne med længere taler om året der gik.

”Ja...så går året snart på hæld. (Du er spids, der!). Det har været et forrygende år. Lille Preben smed bleen, og lærte at nå til toilettet i tide – dog med et par undtagelser...hihi. (Billede (!!!) vedhæftet). Cornelia stoppede i børnehaven og familien blev forøget med en lille hundehvalp.

2014 var også året, hvor vi fik slebet tagrenderne på huset, bygget carporten færdig og renset vandlåsen.

Det har været et år med mange glæder, men også sorger. Vi mistede vores guldhamster i sensommeren, og det tog hårdt på Preben og Cornelia. Men det var samtidig også en lærerig proces for dem. Livet handler om at elske dem, som man har lige nu. For en klog mand sagde engang, at man ved først hvad man har, når man har mistet det. (Åh ja...jeg havde engang en talje). Tak til alle mine venner og min familie for at have været en del af 2014. (Og forhåbentlig også de forgående år, ikke?). Jeg glæder mig til et helt nyt år sammen med jer. Godt nytår”.

Andre krydrede talen med en lang række nytårsforsætter, som - hvis det lykkedes dem at overholde dem alle – vil få dem indstillet til Elefantordenen og Nobels fredspris ved udgangen af 2015.

Mrmm...Det har i sandhed været nytår. Også på MJA, hvor noget tyder på, at de har kigget lige lovligt dybt i snapsen i juledagene.

For det skete i de dage i december engang, at MJA kylede et link op på deres Facebookside – omhandlende en artikel om en 20-årig kvinde, som havde anmeldt et voldtægtsforsøg til politiet, da hun til en fest var gået i seng og vågnede senere, da en mand lagde sig ovenpå hende og udviste en adfærd, som altså på hende virkede så grænseoverskridende, at hun kontaktede politiet.

Og det fandt en MJA-medarbejder åbenbart pænt underholdende. I hvert fald blev linket serveret med en dumsmart præsentationstekst: ”Hmm – gad vide hvad der er ”op og ned” i denne historie?.

Seriøst...?

Hvad helvede er det da for en gennemført stupid åndsforladt tåbelig pubertær latterlig åndsbolle, der har siddet og brygget den tekst sammen og tænkt: ”Ihh altså, jeg er en rigtig flab. Se mig lege komiker, nu skriver jeg lige noget finurligt”?

Hold kæft, hvor er det svinsk! Hvad helvede bilder de dem ind?

Det er meget muligt, at deres øverste chef render rundt og bilder sig selv i, at han er sheriffen fra vest, men så vidt jeg ved, så er de ansatte på MJA fandeme ikke ansat ved politiet. De aner ikke en hylende fis om, hvad der er foregået, siden den 20-årige kvinde valgte at kontakte politiet. Ikke en skid, ved de. Men på trods af det, valgte de alligevel at fremstille kvinden på en utrolig nedladende måde.

Jeg kunne selvfølgelig ikke holde min kæft, og fik derfor smidt en kommentar til linket sammen med et par andre læsere, som tydeligvis også mente, at Hernings disciple var gået langt over stregen.

Og så blev opslaget slettet. Intet ”det beklager vi – det var ikke hensigten – jeg er bare et uempatisk snotdumt fjols” - intet. De stak bare hovedet i busken og så var det problem ude af verden.

Fremragende moral.

Og snapsen nåede vist rundt til alle inde på MJA-Borgen. Inkl. til en klumme(?) debatskriver, som også har siddet og moret sig over artiklen om kvinden. Han skriver (en masse sært) og jeg citerer:

”...og formodentlig var det slet ikke et voldtægtsforsøg, men en del af en læreproces i livets skole. I hvilken anden skole lærer man ellers om alt det, der har med drifter, begær, forelskelse og kærlighed, ansvar og liv og død og alt det andet, der betyder noget. Man må nok glædes over, at det der skete, efter politiets opfattelse, hører privatlivet til”.

Ej men, gider du da lige trække den der grimme hat helt ned om hovedet, Sherlock Holmes og daffe bag din vildtvoksende hæk og passe dig selv og dit eget, din Ford Taunus, din pumpetermokande og de havenisser, som du med garanti har placeret strategisk overalt i din have, som på en god dag ligner omgivelserne på Hotel Impala? Hvad fanden bilder du dig egentlig ind? Det er da ved gud så pissetypisk ”provins-proletar-jeg-tror-nok-lige-jeg-ved-bedre-end-kvinden-selv” opførsel, at det får mine tæer til at dreje i otte forskellige retninger.

Og hvad fanden sker der for, at der har siddet en MJA-soldat og godkendt den der gang tastaturbræk og tænkt ”den er i vinkel!” og kylet den i trykken?

Hvis de ejede bare en snert af fornuft, burde de sådan set kyle en undskyldning på forsiden. For jeg tror måske ikke lige, at den 20-årige kvinde synes det er fabelagtigt-fantastisk, at redaktionen og en selvhøjtidelig (og dem er vi flere af) klumme/debatskribent, forsøger at gøre sig vittige på hendes bekostning.

(Hvis I selv vil læse: http://mja.dk/artikel/forfrende-jul)

Men godt nytår til I andre. Må 2015 blive året, hvor kun gode ting må ramme Silkeborg og hvor PV Trælast og Byggemarked får nye varer hjem.