Grønnegade Foto: Esben Stenfeldt

Narkorazzia i Grønnegade i weekenden

Politiets såkaldte flexpatrulje fandt to mænd i besiddelse af hash, da de lørdag gennemførte en narkorazzia mod en lejlighed i Grønnegade. Flexpatruljen er politiets specialenhed, der arbejder med stoffer. Razziaen blev gennemført på baggrund af et tip.

Klokken 23.55 lørdag gik politiet ind i lejligheden på Grønnegade, hvor de fandt syv individuelt pakkede poser med i alt 14,4 gram hash.

Lejlighedens 38-årige beboer erkendte at være ejer af de syv poser i salgsklare størrelser, men nægtede at have videresalg for øje. Poserne var til eget forbrug.

I lejligheden fandt politiet også en 20-årig mand fra Silkeborgs østlige opland. Han var i besiddelse af 0,83 gram hash.

Begge mænd blev sigtet for at være i besiddelse af hash til eget forbrug.