Biluheld Genrefoto

Betjente bevidnede biluheld på Kejlstrupvej

To bilister stødte i går eftermiddags sammen på Kejlstrupvej, da den ene ikke overholdt sin vigepligt. Uheldet skete lige for øjnene af en politipatrulje.

Klokken 17.20 kom en 18-årig mand fra Lolland kørende i sydlig retning ad Kejlstrupvej, da han ville dreje til venstre ad Nordre Ringvej.

Manden holdt i første omgang stille i lyskrydset, men pludselig satte han i gang og kørte ud i en bil, der kom lige over i lyskrydset.

Den ramte bil blev ført af en 20-årig mand fra Brønderslev.

- Der skete ingen personskade og kun lidt materiel skade ved uheldet, som vi har gode vidner til. Der kørte nemlig en politipatrulje lige bag den 18-årige, siger Jørgen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Den 18-årige er nu sigtet for at overtræde sin vigepligt.