Hundevogn Foto: www.politi.dk

Bilist ramte cyklist på Stockholmsvej

Føreren af en varebil overså i går en cyklist, da han skulle køre fra Stockholmsvej ud i rundkørslen på Østre Højmarksvej.

Uheldet skete ved syvtiden i går morges, da en 61-årig mandlig fører af en varebil kom kørende fra Stockholmsvej og skulle ud i rundkørslen.

Manden overså en 49-årig kvindelig cyklist, der blev væltet af varebilen.

Kvinden fik enkelte knubs ved styrtet og beskadigede sin mobiltelefon. Der skete ikke ellers materiel skade.

Den 61-årige fører af varebilen vil blive sigtet for at overtræde sin vigepligt.