Foto: Google

KongeRemisen vil udrette Underværker

Kulturforeningen KongeRemisen vil være Silkeborgs nye kulturelle stoppested for både amatører og professionelle. KongeRemisen søger derfor penge til istandsættelse af den 144 år gamle remise på Drewsensvej.

Kulturforeningen har lavet en ansøgning til RealDanias projekt 'Underværker' på 1,4 million kroner. Underværker har til formål at støtte frivillige foreninger i arbejdet med at bevare den danske bygningsarv.

Remisen blev opført i 1871 og trænger efterhånden til en stor renovering.

Kulturforeningen søger om penge til indvendig renovering af remisen med gulve, el, efterisolering og indretning af køkken, toiletter og depot. Bygningen skal åbnes op til kip og indrettes med balkon på første sal.

KongeRemisen slog dørene op i november 2013 og blev i førte omgang støtte af Silkeborg Kommune med 80.000 kroner årligt i fem år.

Hvis kulturforeningen får pengene, skal der efter planen være mulighed for både udstillinger, koncerter, dans, teater, filmklub, folkekøkken og meget andet i bygningen på Drewsensvej.

Ansøgningen til projektet skal opnå minimum 200 likes for at komme i betragtning.

RealDania uddeler i alt 50 millioner kroner til ildsjæle frem til 2017.