Politiuniform Foto: www.politi.dk

Butikstyve med russerpose slap væk

Medarbejdere hos Elgiganten havde fredag held til at vriste en såkaldt russerpose fra en butikstyv, men tyven slap væk.

Fredag ved 15-tiden kom en 30-50-årig mand og en 20-30-årig kvinde af østeuropæisk udseende ind i Elgiganten.

Manden tog på vej ind i butikken en indkøbskurv, som han kort efter fylder med fire eksterne harddiske af mærket Western Digital. Den samlede værdi var 4.400 kroner.

Herefter begyndte manden at gå rundt i butikken.

På et tidspunkt mødtes han med kvinden et sted i butikken, og han overlod harddiskene til hende.

Hun lagde harddiskene ned i den såkaldt russerpose, som hun havde med sig.

En russerpose er en taske, der er foret med sølvpapir, så den ikke sætter tyverialarmerne ved butikkens udgang i gang.

Manden forlod straks butikken, mens kvinden gik lidt rundt for sig selv.

Efterlod russerposen i flugt
Kvinden ville kort tid efter følge manden og forlade butikken, men personalet havde mistanke til hende.

Hun blev konfronteret på vej ud af butikken med de fire harddiske i sin russerpose.

Det lykkedes personalet at få vristet russerposen fra kvinden, men butikstyven stak af fra stedet.

Hun satte sig ind i en sølvfarvet Golf IV med registreringsnummeret DW 176 TG.

Kvinden beskrives som 20-30 år, østeuropæisk af udseende, 170-175 cm høj og almindelig af kropsbygning. Hun havde langt, rødt hår og var iført en sort jakke, sort trøje, lyse bukser og et pandebånd.

Manden beskrives som 30-50 år, 170-175 cm høj og kraftig af kropsbygning. Han var iført en mørkeblå arbejdsjakke, sorte bukser og sort hue.

Har du set bilen eller personer, der passer på beskrivelsen, kan du kontakte politiet på telefon 114.