Lars Larsen

Lars Larsens sushi-restaurant tildelt kæmpebøde

Lars Larsen ejer halvdelen af sushi-restauranten Letz Sushi i København. Lars Larsens søn Jacob Brunsborg sidder i bestyrelsen. Restauranten har fået en bøde på 350.000 kroner for brug af ulovlig arbejdskraft, skriver Metroxpress.

Fagbladet 3F har fået aktindsigt i sagen ved Københavns politi, og akterne viser, at restauranten fik bøden for 16 tilfælde af ulovlig arbejdskraft fra december 2010 til februar 2013. Bøden blev tildelt i oktober 2014.

I to af tilfældende arbejdede kinesiske medarbejdere uden arbejdstilladelse. De øvrige 14 tilfælde drejede sig om udenlandske studerende, der arbejdede mere end 15 timer om ugen, der ellers er det maksimalt tilladte niveau.

Letz Sushi har valgt at betale bøden, da de ikke kan dokumentere, at de har overholdet reglerne, oplyser selskabets direktør Louise Ertman Baunsgaard til Metroxpress.