Dæk skåret op på to biler

Politiet modtog i går anmeldelse om to biler, der begge havde fået skåret et eller flere dæk op.

Begge tilfælde af hærværk blev begået mod biler, der holdt på Elmevej i Fårvang mellem tirsdag aften og onsdag morgen kl. 06.30.

Den ene bil, en Opel Insignia, stod tilbage med fire cm lange flænger i begge fordæk. Flængerne er sandsynligvis lavet med en kniv.

Den anden bil, en Ford Fiesta, stod under en carport. Her var det venstre bagdæk, der blev efterladt med en fire cm lang flænge.

Efterlod pung uden penge
Politiet har også modtaget anmeldelse om et indbrud i en bil, der holdt på Fasanvej i Bryrup.

Bilen fik i tidsrummet fra tirsdag aften til onsdag morgen knust bagruden.

Det gav tyven adgang til to dvd-afspillere af mærket Lumatron og bilejerens pung, der indeholdt 2000 kroner. Tyven efterlod pungen, men tog kontanterne.