Gratis VM-stemning i Jysk Arena søndag

TV2 arrangerer i år håndboldfester rundt om i ni byer i forbindelse med Danmarks kampe og finalerne til VM i herrehåndbold.

På søndag kommer arrangementskaravanen til Silkeborg og Jysk Arena.

Her vil kampen mellem Danmark og Saudi Arabien blive vist direkte på storskærm.

Inden kampen starter, er der masser af aktiviteter. Der er eksempelvis mulighed for at teste sin skudstyrke, få lagt ansigtsmaling eller sende en videohilsen til VM-holdet i Qatar. Der er også gratis billetter til udvalgte BSV- og Silkeborg-Voel-kampe.

Indgang til Jysk Arena og alle aktiviteterne er gratis, mens der bliver solgt burgere og drikkevarer til 49 kroner.

Dørene åbner klokken 17.00 og kampstart på storskærmen er klokken 19.00.

TV2 vil i løbet af eftermiddagen og aftenen sende live stemningsrapporter fra hallen i tv.

I eftermiddag og aften er det Skjern Bank Arena, der er vært for et tilsvarende arrangement, når Danmark møder Argentina.

Hele programmet ser således ud:

  • Skjern, 16. januar kl. 19.00: Danmark-Argentina
  • Silkeborg, 18. januar kl. 19.00: Danmark-Saudi Arabien
  • Brøndby, 20. januar kl. 19.00: Danmark-Tyskland
  • Aarhus, 22. januar kl. 19.00: Danmark-Rusland
  • Odder, 24. januar kl. 19.00: Danmark-Polen
  • Gudme, 26. januar TBA: 1/8-finale
  • Kolding, 28. januar TBA: Kvartfinale
  • Herning, 30. januar TBA: Semifinale
  • Holstebro, 1. februar kl. 14.30: Bronzekamp og/eller kl. 17.15: Finale