Rødhætte: Silkeborg på vægten

Så er Silkeborg på vægten. Skide godt initiativ, hvis I spørger mig. Minus på vægten og plus på kontoen; det er en ret god kombination.

Jeg er også hoppet med på den. Dog med mine egne regler. Helvede skal simpelthen fryse over, før jeg frivilligt vil hoppe på en vægt i en offentlig bygning. Jeg ville jo gå i evig angst for, om nogen lækkede tallene. (Som er en rendegraver værdig).

Men så er det jo godt, at man kan veje sig hjemme bag lukkede døre. Så er der heller ikke så langt, når man skal ind og ligge i fosterstilling på sofaen og hulke over realiteterne.

Men jeg er som sagt hoppet med på sundhedsbølgen. Og det går godt. Hvis jeg selv skal sige det.

Ganske almindelig sund fornuft og det simple regnestykke: Indtag mindre, end du forbrænder. Det er egentlig ikke så svært at finde ud af. Og så må jeg ærligt tilstå, at jeg simpelthen ikke orker at kaste mig ud i alle de nye slankekure, der er poppet op.

Atkins: Glem det. Jeg skal simpelthen ikke leve af fedt, kød og piskefløde og være plaget af lidt for mange uddrivelser på toilettet, som må være uundgåeligt med det massive fedtindtag.

5:2 kuren: Aldrig i livet. Ever never nogensinde. Ved bare på forhånd, at jeg ville ende med at gnave bidder af carporten og tilfældige menneskers buske og hække, på fastedagene.

LCHF: Så er vi tilbage ved mindre eksplosioner i tarmene. Jeg siger ikke, at lige nøjagtig denne metode ikke er effektiv, men for mit vedkommende samarbejder en bortadopteret galdeblære bare ikke her.

NUPO: Verdens kedeligste og mest naive kur. Det der pulverlort smager jo af jævnet savsmuld.

I stedet har jeg lavet et regnestykke via en hjemmeside, hvor man indtaster højde, vægt, aktivitetsniveau, køn og alder, hvorefter man ret hurtigt finder ud af, hvor mange kalorier, man må indtage. (I øvrigt udført meget paranoidt. Kæft, hvor var jeg bange for, om det var en af de der lortesider, som kyler resultatet op på ens Facebookvæg uden varsel). Og det fungerer fint for mig. Det er i hvert fald den eneste form for livsstilsændring, som jeg kan se mig selv i permanent.

Men...

Så er der jo dage undervejs, hvor man bare vågner og opdager, at motivationen er skredet i løbet af natten, og hvor man gennemroder hytten efter noget sødt og bliver så frustreret - når man opdager, at man jo åd det sidste hjemmeboende slik i juledagene - at man ser sig selv gnaske noget kagekrymmel i sig.

Og det er så lige nøjagtig der, det sker: At et udspekuleret blik indtager ens øjne, og hvor man på to sekunder bestemmer sig for, at NU skal det belønnes, at man har holdt sig på 1400 kalorier om dagen i tre uger – hvorefter man med let sind begiver sig mod nærmeste Føtex.

Og så sker det. Hver evig eneste gang! At man– mens man står der i køen med sin kurv med lavkvalitet, e-numre, sukker, blodpropsfedt gemt bag knitrende KIMS-poser, lyst brød og rødvin – møder vennekredsens svar på Lene Hansson. Personen, som KUN køber økø og Fairtrade – personen som hellere vil skalperes med en sløv teske end at købe kanelgifter – personen som helt oprigtigt mener, at mælkebøtteudtræk smager meget bedre end kaffe. Personen, som kigger dømmende ned i din kurv og som på et splitsekund kan få dig til at føle dig som Merete Kasten, som virkelig bare i den grad synes, at ”Livet Er fedt” og at hele Danmark skal se ens mave på TV2 i

primetime.

Hvorfor fanden møder man aldrig personen på sine gode dage? Hvor man er så stolt over indholdet af sin kurv, at man tager fire omgange i hele Føtex i håbet om at møde nogen man kender, så man stolt kan flashe sine rodfrugter, bulgur, kylling uden skind, skyr, proteinrig mælk, Urtekram, Fairtrade, Øko, Friland og halvdelen af Frugt & Grønt? Hvor man føler sig i så tæt kontakt med Moder Jord, at man næsten bryder ud i let gadedrengehop kombineret med en strofe eller to af ”Er du dus med himlens fugle”, mens en sommerfugl blidt lander oppe i ens tilfældige boheme-frisure, som har taget evigheder om at få til at se helt perfekt uglet og ”jeg puttede bare lige et elastik i”.

Hvorfor?! Det er fandme tarveligt!

P.S

Jeg overvejede et kort øjeblik at købe mine synder på nettet. Og der må jeg sgu indrømme, at selv et kulhydratmonster som jeg kan blive chokeret og forarget: Man kan simpelthen købe slik på afbetaling.

Det kan da bare slet ikke blive ret meget mere ydmygende, hvis man skulle til møde i banken. ”Nårh...jeg kan se, at du har indgået en afbetalingsordning på nettet? Er det korrekt set, at du har betalt sidste afdrag på din Matador Mix til oktober?”

Så vil jeg trods alt hellere hente det selv. På tanken. Ved midnatstid.