19. januar 2015 - 08:35 Skriv kommentar
33-årig bilist besvimede bag rattet
Lørdag middag kørte en 33-årig mand galt på Østre Højmarksvej, da han fik et ildebefindende bag rattet.
Ved 12-tiden kom den 33-årige silkeborgenser kørende i østlig retning ad Østre Højmarksvej.
Kort efter manden var kørt lige over i rundkørslen ved Oslovej, fik han et ildebefindende, kørte hen over den modsatte vejbane og endte i bevoksningen på den nordlige side af Østre Højmarksvej.
Manden slap uskadt fra sit sammenstød med det levende hegn, men skal nu undersøges nærmere.
- Det havde ikke noget med spiritus at gøre, men vi skal nu have undersøgt, om han fejler noget. Det er måske sukkersyge, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.