Idrætshallerne skal spare på lyset

Silkeborg kommunes 20 idrætshaller får nyt og bedre lys.

De gamle lysstofrør skal skiftes ud med energibesparende LED-lys, og alt lyset skal ikke længere tænde samtidig.

Kommunen har testet det nye lys i tre haller. Buskelundhallen, Gødvadhallen og Hvinningdalskolens idrætshal er alle gået over til LED.

- Erfaringerne var så gode, at vi nu er i gang med at udbrede det alle haller, hvor der er penge at spare ved at skifte gamle lysstofrør ud, og måske også til gymnastiksale og forsamlingslokaler, siger ingeniør ved Silkeborg Kommune, Thomas Lyngvad.

Fremover skal det være muligt at tænde en lille smule lys på en kontakt, men skal man bruge hallen til egentlig aktiviteter, skal lyset tændes med en kode.

Og så skal det slukke automatisk, når sidste mand forlader hallen.

De to tiltag betyder en besparelse på 245.000 kilowatt-timer årligt. Det svarer til 50 parcelhuse.

Investeringen i nyt lys skal tjene sig selv hjem på 10 år.