SIFs reserver begynder foråret mod FCK

Det går jo anderledes godt for Silkeborg IFs reserver i reserveturneringen, end det går for førsteholdet i superligaen.

I foråret spiller SIF om mesterskabet i Reserveligaen – og lægger ud med at møde FC København og FC Midtjylland i de første to kampe.

Reserveligaen er anderledes organiseret end superligaen.

I efteråret spilles der i tre puljer – og etteren og toeren fra de puljer spiller i foråret om mesterskabet for reserver. Resten af holdene spiller mod hinanden i to andre puljer.

Silkeborg, som jo vandt sin pulje i efteråret med FC Midtjylland som nummer to, lægger ud med tre udekampe mod henholdsvis FC København den 23. februar, mod FC Midtjylland den 2. marts og mod Randers FC den 30. marts.

Første hjemmekamp er 7. april mod FC København.