Foto: Silkeborg Kommune

Torve-P: Byrødder har økonomisk ansvar

Hvis medlemmer af byrådet stemmer ja til parkeringskælderen under Torvet på mandag, og Statsforvaltningen senere siger nej, så kan ja-sigerne ende med at stå med en personlig kæmperegning.

På mandag den 26. januar skal byrådet stemme om økonomi- og erhvervsudvalgets indstilling om at overdrage Torvets undergrund og 33,4 millioner kroner til firmaet A. Enggaard A/S. A. Enggaard forpligter sig til gengæld til at bygge en parkeringskælder.

Stemmer byrådet ja til indstillingen, indgår de to parter Silkeborg Kommune og A. Enggaard A/S en bindende kontrakt.

- Hvis sagen ved Statsforvaltningen derefter får opsættende virkning, så bryder Silkeborg Kommune sin kontrakt, og det koster, siger byrådsmedlem Morten Høgh fra Liberal Alliance.

Ansvarlig for tab
Morten Høgh har sammen med Dansk Folkepartis byrådsgruppe indsendt en forespørgsel til Statsforvaltningen. Den forespørgsel kan føre til en suspension af Kommunens kontrakt.

- Så kan de byrådsmedlemmer, der har stemt ja holdes personligt ansvarlige, siger Morten Høgh.

Ifølge Kommunestyrelsesloven kan Statsforvaltningen anlægge erstatningssag mod et byrådsmedlem, som er ansvarligt for, at kommunen er påført et tab.

Så hvis A. Enggaard A/S er berettiget til erstatning efter et eventuelt kontraktbrud, så kan Statsforvaltningen overføre tabet til byrådsmedlemmerne.