Demonstration Foto: Genrebillede

Demonstration: Ud med Islam i Silkeborg

I denne uge demonstrerede forskellige grupperinger i flere byer imod islam i Danmark. Og hver gang var der moddemonstrationer. Mandag den 2. februar kommer de to demonstrationer til Silkeborg.

I byer som Aarhus, Esbjerg og København har Islam-kritiske grupper tidligere på ugen afholdt demonstrationer. Nu har gruppen "Ikke mere Islam" søgt om tilladelse til at afholde en demonstration i Silkeborg den 2. februar, det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi.

En af undergrupperne i "Ikke mere Islam" er Stop islamiseringen af Danmark (SIAD). På gruppen hjemmeside står der følgende:

- Vi vil arbejde for at mennesker, der er bosat i Danmark, men som ikke følger og/eller respekterer dansk sæd og skik, forlader landet. Dette bør ske så hurtigt at de ikke opnår politisk magt til at ændre dansk lovgivning.

Ansøgningen fra "Ikke mere Islam" er endnu ikke færdigbehandlet, men Midt- og Vestjyllands Politi forventer at have en afklaring senere i dag.

Modsvar fra Mangfoldighed
Politiet har samtidig med SIADs ansøgning modtaget en ansøgning om en moddemonstration fra "Mangfoldighed," der i Aarhus eksempelvis arrangerede demonstration under navnet "Aarhus for Mangfoldighed."

I Silkeborg er der foreløbig oprettet en begivenhed for moddemonstrationen på Facebook. Den hedder "Silkeborg mod fremmedhad."

På Facebook-gruppen "Silkeborg mod Fremmedhad" står der følgende: Vi er en gruppe unge mennesker, der mener, at Danmark altid skal være et land, hvor man uanset religiøs eller kulturel baggrund er velkommen. Vi tror på religionsfrihed, mangfoldighed og på, at et multikulturelt samfund er det bedste samfund.