Kursister fik brev fra monarken

Kursister fra Sprogcenter Midt i Silkeborg har modtaget et takkebrev fra Dronning Margrethe, skriver TV2 Østjylland på sin hjemmeside.

Brevet kom kun få dage efter, at kursisterne, der stammer fra bl.a. Syrien, Iran, Irak og Eritrea, havde skrevet nytårshilsner med nytårsønsker til dronningen.

Brevene var en opfølgning på den royale nytårstale, som kursisterne havde set og hørt.

Flygtningene sendte ønsker som ”fred i Syrien”, ”at bestå eksamen”, ”at det bliver varmere i Danmark”.

Ifølge underviser Kirstin Sander Jacobsen, imponerede det flygtningene, at svaret kom så hurtigt, og at kontakten til landets monark var så direkte og ukompliceret.