Yeti Foto: Yeti Adventure Challenge

Silkeborg vært for stort ekstrem-løb

Silkeborgs skove og søer skal danne rammerne for en blanding af eventyr og ekstremsport over to dage i august. Silkeborg skal være vært for Yeti Adventure Challenge, der bliver Danmarks største adventure-race målt på både antal deltagere og forventet publikum. Arrangørerne lover også, at det bliver det mest ekstreme løb adventure-race i Danmark.

Adventure-racing er en sport, der foregår som en opdagelsesrejse i naturen, hvor hold på tre personer ved hjælp af samarbejde, styrke og udholdenhed skal klare sig igennem udfordringerne i naturen.

Deltagerne ved ikke på forhånd, hvad de bliver udsat for, men to af grunddisciplinerne er orienteringsløb og mountainbiking. Andre discipliner kan eksempelvis være kajakroning, klatring eller rulleskøjteløb.

Yeti Adventure Challenge afholdes i Silkeborg den 28. og 29. august 2015 med både en meget krævende elitedistance for danske og internationale hold, en hård mellemdistance for øvede og en kortere distance for almindelige aktive sportsfolk, der vil snuse til adventure-racing.

Yeti Adventure Challenge har en ambition om at åbne sporten og gøre den mere folkelig og publikumsvenlig. Løbet starter fredag aften med en prolog for eliteholdene, der kommer til at foregå på Papirfabrikken, så publikum kan opleve konkurrencen på nært hold. Deltagerne skal dyste både til lands, til vands og i luften ved prologen.

Selve løbet begynder lørdag morgen klokken 03.00 for de første hold. De forventede vindertider er henholdsvis 14 timer, seks timer og fire timer for elite, øvede og almindelige sportsfolk.

Ruterne kommer til at ligge således, at publikum kan følge deltagerne undervejs på udvalgte steder.

Du kan læse mere og tilmelde dit hold på Danish Adventure Race Unions hjemmeside.

Bag løbet står blandt andre VisitSilkeborg, Silkeborg Orienteringsklub og Radisson BLU.