Penge

Torve-P: Negativ pris er yderst sjælden

Silkeborg Kommunes løsning med at forære Torvets undergrund væk sammen en stor pose penge er meget sjældent anvendt.

Kommunen kalder det ”negativ købesum,” og det går i sin enkelthed ud på, at Kommunen forærer entreprenøren A. Enggaard A/S Torvets undergrund og 33,4 millioner kroner.

Den eneste forpligtelse er, at selskabet bygger en parkeringskælder.

Det står A. Enggaard A/S frit for at sælge, når parkeringskælderen står færdig. En intention, A. Enggaard faktisk har erklæret over for Silkeborg Kommune. Det kræver byrådets godkendelse, men det er næppe, hvor vidt A. Enggaard kan putte de 33,4 millioner kroner i egen lomme, der kommer til at stå i vejen for den.

- Silkeborg har stadig en parkeringskælder, selv om A. Enggaard sælger. Det er ikke anderledes end alle mulige andre, der køber til en god pris og sælger videre, siger borgmester Steen Vindum.

Svært at finde negativ pris
Løsningen med en "negativ købesum" ser dog ikke ud til at være særlig anvendt inden for det offentlige. Det giver kun få resultater at lave en lang række forskellige søgninger blandt offentlige udbud og på Google. Forskellige kombinationer af søgeord som negativ, købesum, købssum, salgssum, salgspris, negativ pris, kommunen forærer giver kun relevante resultater om Torveparkeringen i Silkeborg.

- Jeg kan ikke nævne andre eksempler i Silkeborg, men jeg tror, der findes andre eksempler rundt i Danmark, siger borgmester Steen Vindum om de udeblevne søgeresultater.

De to mest sammenlignelige sager kommer fra Roskilde og Svendborg Kommuner.

I Svendborg ønskede Kirkeby Kirke at overtage 50-60 kvadratmeter græs og vejrabat fra Kommunen. Da hverken offentlig vej eller kirkens grund vurderes, kunne overdragelsen foretages uden beregning, men så skulle Kirkeby Kirke også betale for landmålingen og tinglysningen.

I Roskilde var en nystartet efterskole i første omgang stillet en kontantgaranti på 15 millioner kroner i udsigt. Den garanti blev ændret til en gratis overdragelse af bygninger for i alt 26,5 millioner kroner. Med bygningerne fulgte dog krav om, at der ikke må optages lån i ejendommen, og hvis undervisningen på stedet en dag ophører, skal bygningerne leveres tilbage til Roskilde Kommune. Der blev samtidig stillet krav til egenkapital til at vedligeholde og restaurere bygningerne.

Ikke negativ pris i udbud
Den negative købesum på 33,4 millioner kroner indgik ikke i det materiale, der i oktober 2014 blev lagt frem i forbindelse med anden udbudsrunde af projektet.

Silkeborg Kommune havde ellers indgået drøftelser omkring en negativ købesum med A. Enggaard efter første udbudsrunde.

Silkeborg Kommune lavede i efteråret 2013 en udbudsrunde, hvor der kun kom tilbud fra A. Enggaard. Herefter indgik Silkeborg Kommune og A. Enggaard forhandlinger, hvor en negativ købesum var i spil. Resultatet af forhandlingerne blev en udbudsrunde nummer to.

Da anden udbudsrunde blev sat i gang, fremstod købsprisen for Torvet fortsat som uafklaret; den kunne falde ud til begge sider.

Borgmester Steen Vindum kalder det godt købmandsskab fra Kommunens side, at man ikke skriver den negative købesum ind i udbudsmaterialet.