Mouritsen smidt ud af Venstre

Det 22-årige byrådsmedlem Casper Mouritsen kan nu skrive tidligere socialdemokrat og tidligere venstremand på visitkortet.

Det unge byrådsmedlem fik her til aften meddelelsen om, at han er ekskluderet af Venstres byrådsgruppe - og at han dermed er smidt ud af partiet Venstre.

En dybt rørt Casper Mouritsen bekræfter overfor Silkeborgnyt.dk, at han her til aften har fået beskeden om, at gruppen står samlet om beslutningen om at ekskludere ham af byrådsgruppen.

Tidligere i dag (tirsdag) rundsendte Venstres gruppeformand Poul Dahl en email til gruppemedlemmerne, hvor han søgte svar på, om Casper Mouritsens udtalelser op til afstemningen om parkeringskælderen skulle have konsekvenser for hans fremtid i Venstre i Silkeborg.

Tirsdag fortalte gruppeformand Poul Dahl til Silkeborgnyt.dk, at han "på baggrund af det der er sket i går (under afstemningen om parkeringskælderen, red.) og i den seneste tid, finder det problematisk at fortsætte et konstruktivt og frugtbart samarbejde med Casper Mouritsen."

Til Silkeborgnyt.dk fremhævede Poul Dahl Casper Mouritsens udtalelser til pressen om, at borgmester Steen Vindum var "ekstremt manipulerende" i sin beskrivelse af økonomien omkring parkeringskælderen , og at der var tale om "tyveri af borgernes penge."

Casper Mouritsen, der blev nyvalgt til byrådet for Socialdemokraterne, og som skiftede til Venstre i efteråret, vil indledningsvis sove på meddelelsen om sin eksklusion, og barsler med en pressemeddelelse om sin politiske fremtid i morgen onsdag.