VU vil beholde Mouritsen

Venstres Ungdom vil have den ekskluderede Casper Mouritsen tilbage i moderpartiet. Sker det ikke, kan han sidde i byrådet som repræsentant for Venstres Ungdom, og her får han lov til at sige hvad han vil.

Magnus Junior, der er formand for Venstre Ungdom i Silkeborg opfordrer Steen Vindum, Poul Dahl og de øvrige venstrefolk i byrådet til at trække beslutningen om eksklusion tilbage.

- Det hele virker som en lidt for ekstrem beslutning, der er taget overilet. Samme aften som han ytrer sig, bliver han ekskluderet. Vi mener i VU, at Casper har lov til at ytre sig, uanset partiet. Han skal ikke mundkurv på, selv om man har en anden holdning en partilinjen, siger Magnus Junior.

Magnus Junior mener ikke, at byrådsgruppen kan ekskludere et medlem, uden de øvrige venstremedlemmer har været med til at bestemme det.

- Vi læser om sagen på nettet, så Venstres Ungdom er holdt uden for indflydelse og oplysning. Det reagerer vi på, for vi har lige så meget at sige, siger Magnus Junior.

På vegne af ungdommen
Hvis Casper Mouritsen ikke bliver inkluderet i Venstre igen, kan han få lov til at repræsentere Venstre Ungdom i byrådet resten af perioden.

- Såfremt Casper gerne vil tilbage, arbejder vi for det. Men jeg kan godt forstå, hvis han har tanker om ikke at fortsætte i Venstre, siger Magnus Junior.

Skulle den 22-årige byrådspolitiker have mod på at genopstille ved næste valg, vil Venstre Ungdom også støtte ham i valgkampen.

- Som det ser ud i dag, vil vi stadig støtte ham ved et kommunalvalg. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke vil støtte en anden venstrekandidat. Så længe kandidaterne har holdninger som vi er enige i, vil vi arbejde for dem. Personligt vil jeg have svært ved at stå bag dem, der har taget den her beslutning, ved et kommunalvalg. Jeg vil have svært ved at hænge deres plakater op og se mig selv i øjnene bagefter, siger formanden i Venstres Ungdom Silkeborg.