Kenneth Hansen Billedet er fra det uofficielle EM i Stockholm 2014. Foto: MONTGOMERY / Morten Fauerby og David Bering www.montgomery.dk © 2014 Montgomery / All rights reserved

Verdens sjettebedste kok er fra Silkeborg

Kokken Kenneth Hansen, der kommer fra Silkeborg, blev her til aften nummer seks ved det uofficielle VM for kokke, Bocuse D'or. (Artikel er opdateret kl. 21.53 med rettelse af Kenneth Hansens placering. Det forlød i første omgang, at han var sluttet på en fjerdeplads, men det blev senere rettet. Vi beklager fejlen.)

Konkurrencen blev afholdt i Lyon i Frankrig, hvor 24 kokke fra hele verden kæmpede over to dage om at imponere dommerne mest.

32-årige Kenneth Hansen blev nummer to i den tilsvarende EM-konkurrence sidste år, da den blev afholdt i Stockholm.

Et par fedtfingre, der blev efterladt på den ene tallerken af kokken selv lige inden serveringen, får skylden for, at den danske stjernekok ikke kom på podiet.

Norge vandt konkurrencen foran henholdsvis USA og Sverige.

Kenneth Hansen er født og opvokset i Silkeborg. Han fik første gang smag for tilværelsen i et køkken, da han fik arbejde som opvasker på Chr. 8.

Senere i karrieren var han køkkenchef på Restaurant Piaf, mens han i dag arbejder i Aarhus.