Foto: Silkeborg Kommune

Skolereform: SFO-fyringer på vej

Hver syvende medarbejdere i kommunens SFO'er og klubber bliver berørt, når Silkeborg Kommune fra august skærer ned på området.

Som det ser ud nu, bliver 16 medarbejdere afskediget og 47 medarbejdere sat ned i tid.

Årsagen er skolereformen, der har givet 700 færre børn i kommunens SFO'er og klubber.

- Vi har i skolereformens første år haft ansættelsesgaranti for alle medarbejderne, så der har været ro til at fokusere på at skabe den gode skole. Nu kan vi se konsekvenserne af reformen i SFO’erne og klubberne, og derfor er det rettidig omhu at tilpasse os det faldende børnetal med virkning fra næste skoleår, siger Huno Jensen, der er skolechef i Silkeborg Kommune.

I alt bliver hver syvende medarbejder på SFO- og klubområdet berørt af nedskæringerne.