Spar i Virklund røvet med kæmpekniv

En mand røvede i aftes ved 19.30-tiden Spar i Virklund med en 15-20 cm lang filetkniv.

Røveren truede den yngre kvinde, der stod bag kassen, til at udlevere butikkens kontanter.

Manden fik udleveret et mindre kontantbeløb, som han kom i en medbragt, sort plastikpose.

Røveren flygtede herefter til fods i sydlig retning ad Virklundvej, oplyser politiet.

Ejeren af Spar-forretningen satte efter røveren til fods.

Nede ved den gamle Jyske Bank-bygning satte røveren sig ind i en bil, der holdt klar og ventede. Bilen gassede op og stak af i fuld fart.

Røveren beskrives som etnisk dansk, 20-25 år, 165-175 cm høj og spinkel af bygning. Han var iført en sort jakke med sort hætte, sorte joggingbukser med hvide striber ned langs benene og hvidt logo på venstre lår, brunt fodtøj, grå handsker og ansigtet var dækket med en mørk maske.

- Er der nogen, der har set noget omkring gerningstidspunktet, så er vi meget interesseret i at høre fra dem, siger Jeppe Buhl fra politiet i Silkeborg.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.