Demonstration Foto: Genrebillede

Demonstrationer: Her skal de gå mandag

Når Silkeborg på mandag den 2. februar tager mod to modsatrettede demonstrationer, så kommer de to menneskegrupper til at stå 300 meter fra hinanden under talerne.

Gruppen 'Ikke mere Islam', der annoncerede deres demonstration i Silkeborg først, er blevet tildelt Torvet som omdrejningspunkt for deres demonstration.

På Facebook skriver 'Ikke mere Islam', at deres demonstration begynder på Torvet kl. 18.00, hvorefter demonstranterne går en tur på cirka én km og kommer tilbage på Torvet.

Her vil der så være taler og andre events, som der står på hjemmesiden for SIAD (Stop islamiseringen af Danmark), der er blandt arrangørerne af demonstrationen.

Facebook-begivenheden har i øjeblikket 39 tilmeldte, mens der tidligere var en anden Facebook-begivenheden for demonstrationen, men den blev enten fjernet eller skjult.

Moddemonstration på Sønder Torv
Arrangørerne bag moddemonstrationen 'Silkeborg mod fremmedhad' begynder deres optog på Skoletorvet kl. 18.

Herefter går ruten via Nygade, Amaliegade, Drewsensvej og Christian 8.s Vej til Søndertorv, hvor der er taler.

Byrådsmedlem Johan Brødsgaard fra De Radikale og folketingsmedlem for Enhedslisten, Christian Juhl, holder begge taler på Søndertorv.

Moddemonstrationens begivenhed på Facebook har i øjeblikket 368 tilmeldte.