Politibil Foto: www.politi.dk

Spritbilist slingrede på motorvejen

Politiet anholdt i aftes en 58-årig kvinde fra Aarhus for spritkørsel, efter hun havde slingret på motorvejen.

Klokken 19.25 modtog politiet et opkald fra en bilist, der kørte bag den 58-årige kvinde på motorvejen på vej ind mod Silkeborg.

Anmelderen fulgte efter kvinden og talte med politiet undervejs.

På Warmingsvej steg kvinden ud af bilen og forlod den, det var her politiet slog til.

Kvinden blev sigtet for spirituskørsel, anholdt og taget med til en blodprøve, der skal fastlægge den endelige promille.

Kørekortet inddraget på stedet
Politiet fik også fat i en anden spritbilist i weekenden, og han fik kørekortet inddraget på stedet på grund af promillen.

Lørdag morgen kl. 04.27 blev en 43-årig mand fra Brande standset på Herningvej.

Manden blæste to gange i politiet alkometer, og begge gange var promillen langt over det tilladte niveau, så manden fik kørekortet administrativt inddraget på stedet.

En administrativ inddragelse kan politiet benytte sig af, når det er sandsynligt, at manden bliver frakendt kørekortet ubetinget i retten.

Manden blev anholdt og taget med til en blodprøve, der skal fastslå promillen. Var den over 1,2 lørdag morgen, bliver manden frakendt kørekortet ubetinget.

Allerede frakendt kortet
Politiet standsede i går en anden mand, der rent faktisk var frakendt kørekortet.

Klokken 16.15 blev en 33-årig mand fra Silkeborg standset i Klüwersgade.

Manden var tidligere frakendt kørekortet, så han fik en sigtelse for at køre i frakendelsestiden.