DMI målte masser af lynnedslag i går. Foto: dmi.dk

Lyn-nedslag ødelægger gadelys med LED

Der er godt gang i udskiftningen af gadelamperne i Silkeborg kommune til moderne og energibesparende LED-lys.

En af fordelene ved LED-lyset er, at levetiden er meget længere end for de traditionelle gadelamper, men sådan forholder det sig måske ikke alligevel. Når et lyn slår ned, kan det ødelægge lampen, det skriver dr.dk.

Det kan betyde, at der skal investeres adskillige millioner i Silkeborg gadebelysning, før den er sikret mod lynnedslag.

Skader for millioner
I en sag fra Ringkøbing-Skjern kommune ødelagde et lynnedslag i julen 100 gadelamper med LED. Det kostede over 300.000 kroner at udskifte lamperne.

Nu skal alle lamper af samme type i Ringkøbing-Skjern sikres mod fremtidige lynnedslag. Det ligger endnu ikke fast, hvem der skal betale regningen.

I Esbjerg ødelagde et kraftigt tordenvejr i oktober måned op mod 500 LED-gadelamper.

Her betalte leverandøren for en udskiftning, men leverandøren er ikke forpligtet til at sikre de øvrige lamper uden beregning.

Hvem skal betale?
Når et lyn slår ned, kan det ødelægge alle LED-gadelamper inden for en radius af 300 meter på grund af overspænding.

LED-producenternes brancheforening, Faba, arbejder på at finde en løsning, der kan sikre gadelamperne. Det skriver nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Prisen for at sikre de allerede opsatte LED-lamper løber formentlig op i mellem 600 og 1000 kroner per lampe.

I Silkeborg skal 17.000 gadelamper inden år 2018 være af typen LED, en stor del af dem er allerede skiftet.