Politibil Foto: www.politi.dk

Kvinde gik amok på fire tjenestemænd

En 39-årig kvinde gik i går amok på misbrugscenteret på Færgevej og udøvede vold mod fire tjenestemænd.

Kvinden kom ved middagstid ind på misbrugscenteret for at få udleveret sin medicin.

Personalet vurderede, at kvinden var temmelig beruset. Da kvindens medicin ikke må tages sammen med alkohol, nægtede personalet at udlevere den til hende.

Det fik kvinden til at gå amok.

Den 39-årige bruger af misbrugscenteret kastede to plastikkander med vand mod en 50-årig medarbejder på centeret og ramte hende. Herefter rykkede hun hende ned fra kontorstolen og begynde at slå og sparke hende.

Kolleger også overfaldet
En 36-årig og en 51-årig medarbejder fra misbrugscenteret forsøgte at stoppe overfaldt.

Brugeren slog ud efter den 36-årige, rev hende i håret og bed hende i overarmen. Den 51-årige blev spyttet i ansigtet.

Politiet kom nu frem til stedet og fik anholdt voldskvinden.

Kvinden modsatte sig med stor kraft anholdelsen, og da hun kom ind i politibilen, lagde hun sig ned på bagsædet og sparkede den ene betjent med begge ben. Hun forsøgte også at bide en af betjentene.

Kvinden blev anholdt og sat i detentionen i Holstebro. Hun er nu sigtet for vold mod fire tjenestemænd og for at modsætte sig anholdelsen.

Kvinden vil til formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør.