Foto: Esben Stenfeldt

Schaufuss kæmper mod søvn-mangel

- Man kan sige, at det bare er en periode, men min periode har varet 15-20 år, hvor jeg sover mellem to og fire timer per nat, siger Henrik Schaufuss, der er indehaver af Schaufuss Cykler.

Henrik Schaufuss er med i TV2's programserie 'Søvnløs - de pressede danskere', der begynder i morgen aften.

Henrik Schaufuss lider af alvorlig søvnmangel, ligesom 3-400.00 andre danskere.

For mange er søvnforstyrrelserne så alvorlige, at de får konsekvenser for helbred, familieliv og sociale evner.

- Som selvstændig arbejder jeg mange timer, og det er en del af problemet. Jeg er perfektionist og vil gerne have en finger med i alt. Men et lavt energiniveau betyder en kort lunte, hvor man ikke altid svarer på den rigtige måde, siger Henrik Schaufuss.

Indehaveren af cykelforretningen på Nørreskov Bakke har gennem de seneste mange år set rigtig mange film, for når han ikke kan sove, står han enten op og går på arbejde eller tænder fjernsynet.

Henrik Schaufuss har gennem TV2-programmet fået kontakt til en søvnekspert, der stadig hjælper Henrik, selvom optagelserne til programmet er slut.

Henrik Schaufuss kan ikke løfte sløret for resultatet af programmet, men du kan selv se med i morgen kl. 20.00 på TV2.