Foto: Esben Stenfeldt

Turister skal se Silkeborg som en pakke

Når turister vælger Silkeborg som destination, skal de have mulighed for at vælge en færdig pakke med museum, mad og overnatning.

VisitSilkeborg har i løbet af vinteren samarbejdet med en lang række af kommunens tilbud til turister om at skabe fem forskellige pakkerejser, det skriver mja.dk.

Turistchef Liselotte Nis-Hanssen siger til netavisen, at der ikke vil blive tale om pakker til spot-priser, men at det handler om turisters travlhed. De har simpelthen ikke tid til selv at sammensætte en rejse.

VisitSilkeborg håber, at initiativet med pakkerne kan være med til at øge turismen i Silkeborg.

De fem pakker består af mellem to og fire overnatninger.