Karup Lufthavn får nyt billetkontor

Karup Lufthavn, som Silkeborg Kommune er medejer af, får et nyt billetkontor fra på mandag.

Danish Air Transport (DAT) åbner et lokalt billetkontor, der skal servicere ruteflyvningen mellem Karup og København, som DAT overtager og udvider efter Norweigian.

DAT flyver i dag på ruten for Norweigian, men fra den 29. marts står DAT selv for det hele. Derfor er behovet for et billetkontor opstået.

I lufthavnen er der glæde at spore over det nye billetkontor.

- Det giver mere aktivitet i vores lufthavn og det er også en rigtig god service, DAT tilbyder sine kunder. De fleste flyselskaber går den modsatte vej og gør alting så digitalt som muligt, siger Erik Jakobsen, der er chef for Karup Lufthavn.

Billetkontoret kommer til at holde åbent syv dage om ugen.