Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto

BSV henter stregspiller tilbage fra GOG

Bjerringbro-Silkeborg har skrevet en to-årig kontrakt med en stregspiller, der har stor rutine i ligasammenhæng. Det er Rasmus Jensen, der til næste sæson skifter til den midtjyske klub fra GOG.

25-årige Rasmus Jensen håber, at han i Bjerringbro-Silkeborg kan være med helt i toppen af dansk håndbold.

- I Bjerringbro-Silkeborg kommer jeg til at være med til at spille helt i toppen af den danske liga. Det vil jeg se frem til, og så håber jeg også, at der i næste sæson vil være nogle europæiske kampe, siger han.

Rasmus Jensen spillede i BSV fra år 2007 til år 2009, og der fik han et rigtig godt indtryk af klubben. Det er også med til at gøre, at han gerne vil tilbage.

- Jeg kender klubben fra de to år, jeg har været der, og jeg ved, at det er en professionel klub, hvor der er styr på tingene udenfor banen. Det giver en stor tryghed, siger Rasmus Jensen.

Han har før tiden i GOG også optrådt for Fredericia HK og KIF Kolding i den danske håndboldliga, og Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner, Peter Bredsdorff-Larsen, kender netop stregspilleren fra deres fælles tid i KIF Kolding. Han glæder sig over at kunne tilknytte Rasmus Jensen i Bjerringbro-Silkeborg.

- Rasmus har efterhånden fået en del erfaring, men samtidig har han stadigvæk et potentiale. Han passer rigtig godt ind i den måde, som vi gerne vil spille vores forsvarsspil på, og jeg er sikker på, at vi får et stærkt streg-trekløver med Michael V. Knudsen, Kristian Ørsted og Rasmus Jensen, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Rasmus Jensen tiltræder i Bjerringbro-Silkeborg den 1. juli.